KUNSTNYT
Ministeriernes Kunstforening
https://mkunst.dk/
Nr. 1 – April 2021
Kære medlemmer
Der står forår på kalenderen, og der har allerede været et par dage, hvor en stor del af Danmarks befolkning var ude og nyde vejret. Solen varmede, dagene er blevet længere og vi blev straks i bedre humør. Vaccine er på vej til os alle, vi ser håb forude og det trænger vi også til.
Bestyrelsen i Ministeriernes Kunstforening har ligesom resten af landet stort set siden efteråret befundet sig i egne private bobler. Mange har ikke været udenfor hoveddøren og nye input er mest kommet fra dagspressen, radio og TV. Nogen har naturligvis også været flittige på de sociale medier, hørt spændende podcast, læst bøger og udviklet nye måder at være sammen på og arbejde på. Folk kan være utroligt kreative, når de bliver pressede! Mon ikke det vil vise sig, at vi egentlig har lært meget nyt af denne om sig gribende pandemi – vi skal nok komme videre!
Nu er samfundet lige så stille ved at åbne igen. Og vi har sikkert alle store forventninger til yderligere åbninger efter Påske. Bestyrelsen er i al fald optimistisk. Så vi har valgt at være proaktive. Vi har derfor arrangeret en guidet omvisning i ”Stjernearkitektur Nordvest”, søndag, den 16. maj. Og håber naturligvis, at fælles arrangementer i større grupper udendørs til den tid vil kunne lade sig gøre. Hvis ikke, vil vi udsætte turen til et senere tidspunkt. I vil naturligvis høre nærmere, når tiden for arrangementet nærmer sig. Mere om fodturen nedenfor.
Vi håber, at I og jeres nære alle er kommet igennem vinteren med helbredet i god behold, og at foråret vil give jer masser af kræfter og godt humør til at komme videre. Forude ligger påsken, og derfor vil vi benytte anledningen til at ønske jer alle en RIGTIG GOD PÅSKE!
De bedste hilsner
Bestyrelsen
Invitation til
en fodtur i
Stjernearkitektur Nordvest
søndag, den 16. maj, kl. 14
Mødested:
Den Sorte Plads ved »Blæksprutten« (Mimers gade (tæt ved Nørrebrohallen), Kbh. N – se kort: https://kort.degulesider.dk/m/VjCCE
Dansk arkitektur er strøget til tops internationalt, og København er stedet, hvor store navne og banebrydende arkitektur skal opleves. Bl.a. er der sket rigtigt meget spændende i Nordvest de senere år. Vi har derfor valgt en fodtur i ”Stjernearkitektur Nordvest”. Frederik Lindskov, billedkunstner og cand.mag., er omviser. Så glæd jer til en tur hvor filosofi, kunst- og arkitekturhistorie går op i en højere enhed.
Turen er ikke for gangbesværede.
Program
En gåtur fra Superkilen (Bjarke Ingels) og områdets nye 98 m høje vartegn, Nordbro, forbi det prisbelønnede boligkompleks Emaljeparken til Ungdomshuset og Cobes bibliotek. Bjarke Ingels spektakulære lejeboliger på Dortheavej, hør om mosképrojektet på hjørnet af Tomsgårdsvej og se Nordens største gavlmaleri.
Vi holder en kaffepause undervejs. Varighed 2 timer og 30 minutter inklusive kaffepause.
Udsnit af Superkilen
Antal: 25 – Gæster er velkomne
Pris: 100 kr. for medlemmer, 150 kr. for gæster
Betaling (ved tilmelding): Mobile Pay til Maien Kruuse på 4129 2835. Hvis du ikke har Mobile Pay, aftaler vi nærmere omkring betalingsmåde.
Tilmeldings- og betalingsfrist: 9. maj
Der tages forbehold for ændring af dato
Tilmelding er bindende, medmindre datoen ændres.
Generalforsamling
Vi satser på at afholde generalforsamling i september måned i år – med to års udlodninger, 2020 og 2021.